Site icon Bøger.org

Den lille café i København af Julie Caplin

Den lille café i København af Julie Caplin er nomineret til årets kærlighedsroman.

Om Den lille café i København

Bogen handler om Kate Sinclair, der arbejder som account manager i et af Londons førende PR-bureauer. Livet kører som på skinner for Kate – hun har et godt job, en god roomie og en flot kæreste, som ovenikøbet er hendes kollega. Men da Kate står til at skulle forfremmes i firmaet, går jobbet i stedet til kæresten. Kate får både knust sine drømme for arbejde og kærlighedsliv.

Kate får dog en uventet chance ind fra højre, om at skulle planlægge en PR-tur til Danmarks hovedstad, København. Hendes opgave er at udforske hvad ’hygge’ egentlig er. Hendes arbejde nærer ikke den store tiltro til, at hun klarer den. Hun tvivler da også selv – for hvordan skal hun kunne holde styr på fem uregerlige journalister i en fremmed by. Derudover skal hun lære dem om noget, hun ikke selv er klar over om hun tror på? Bedre bliver det heller ikke, da journalisten Ben modvilligt er tvunget med på turen. De går konstant hinanden på klingen og kan ikke udstå hinanden – eller kan de?

Den lille café i København af Julie Caplin er udgivet af forlaget Turbulenz. Romanen er på 414 sider. Klik, køb og læs mere >>

Anmeldelse

Bogen er præcis, hvad man bør forvente af en romantisk roman. Der er ikke lagt op til den helt store litterære oplevelse, men for at tale ind i bogens ånd, så må man absolut betegne den som hyggelig. Den er perfekt til at slappe af med, og man forventer ikke så meget af bogen. Især i sidste del af romanen skrues der gevaldigt op for både drama og romantik. Så selvom bogen ikke var noget særligt i første halvdel, slugte jeg anden halvdel. Julie Caplin formår at fastholde læserens interesse og har en god evne til at afslutte hvert kapitel med en cliffhanger. På den måde bliver man hele tiden nødt til lige at læse et kapitel mere – bare lige for at se hvad der sker med Kate og Ben. Bogen er hyggelig, fyldt med romantik, humor og drama.

Man kunne godt savne, at den gik lige dybere ned i Kates problemer med sin familie. Der skøjtes meget let henover dette. Det hele er løst ret hurtigt over en kop kaffe. Potentialet til en dybere konflikt er der, men den gribes ikke, hvilket er ærgerligt. Det kunne have givet bogen den form for substans den lige præcis mangler til at kunne få lidt højere karakter.

Stjernerne

★★★ ✩ ✩

Læser man bogen som dansker, kan man ikke undgå at hygge sig lidt med beskrivelserne af danskernes og den danske kultur. Selv syntes jeg, at beskrivelserne af København og det byliv der pulserer dér, var sjove at genlæse og fik én til at se byen med fornyet forelskelse. Det samme gælder vores traditioner omkring hygge, kaffeaftaler og cykling. Det kunne dog til tider også blive lige en tand for meget. Så meget, føler jeg nu ikke, at vi danskere går op i hygge. Det er ligesom lidt mere indlejret i vores kultur, og ikke noget de fleste taler om, som Caplin gør det til. Ikke desto mindre er det hyggeligt, at læse og man fornemmer absolut den umage Caplin har gjort sig, for at sætte sig ind i dansk kultur.

Gennem bogens hovedperson, Kate, indoktrineres læseren i den danske kultur – både omkring lykke, hygge og nærvær. Hun lærer Eva at kende, som ejer en lille café Varme. Eva lærer hende også om langt mere end blot at lave kanelsnegle. Hun lærer Kate, at det ikke er alt der bør handle om arbejde og karriere. Der er nemlig andre og langt vigtigere ting her i livet. Noget, som Kate måske lidt har glemt og som måske er lige for næsen af hende. Hvis hun tør, give sig selv lov til at leve lidt.

Bøger.org giver romanen “Den lille café i København” 3 stjerner ud af 5 stjerner for at være en hyggelig, romantisk roman fyldt med hjertevarme og kærlighed. Bogen er lige noget for dig, der elsker romantiske romaner med smæk på hygge, kærlighed og humor. Den er til dig, der har brug for en bog, som kan læses uden at man skal bruge så mange kræfter på andet end blot at hygge sig med en charmerende roman. Klik, køb og læs mere >>

Uddrag fra bogen

”Vi ses senere.” Jeg plantede et flygtigt kys på Joshs læber, og vi udvekslede et sigende smil. Han trak mig ind til sig for et få endnu et kys, denne gang længere, mens hans hænder fandt vej ind under min frakke, gled ned af min bagdel og begyndte at trække op i min kjole.
”Er du sikker på, at du ikke vil blive lidt længere?”
Hans tonefald mere end antydede et frækt tilbud.
”Det kan jeg ikke. Du kommer for sent, og desuden …”, jeg kastede et blik over skulderen, ”… kan Dan komme ind ad døren når som helst.” Hans bofælle havde en aldrig svigtende evne til at afbryde i præcis det forkerte øjeblik, næsten som om han vejrede det. Min bofælle Connie var langt mere diplomatisk; hun havde sågar sociale færdigheder.

Om forfatteren Julie Chaplin

Julie Caplin er forfatterinde til et væld af romantiske romaner. Hun har selv tidligere være ansat inden for PR og rejst rundt i verden, hvilket har inspireret til hendes romaner, bl.a. ”Den lille café i København”. Hun er født i Yorkshire, Storbritannien. Klik her og se flere bøger med Julie Chaplin >>

Specifikationer

Forfatter: Julie Caplin
Titel: Den lille café i København
Sprog: Dansk
Sideantal: 412
Forlag: Turbulenz
Udgivelsesår: 2020
Udgave: 1
Udgivelsestype: Bog  
ISBN13: 9788771484038

Klik, køb og læs mere >>

Vores anbefalinger

Vi er kortvarigt smukke her på jorden af Ocean Vuong

Romanen er skrevet som et brev fra en søn til en mor, som ikke kan læse. Han skriver hjerteskærende til sin mor, mens han samtidig afdækker en hel familiehistorie – både om sin egen opvækst, men også sin mors og mormors, i Vietnam. Lille hund, som han kaldes og Trevor møder hinanden som teenagere og udforsker, hvad det indebærer at blive voksen. Deres relation handler mest af alt om at høre lidt til hos en anden, at betyde noget for et andet menneske, samtidig med at de udforsker deres seksualitet.

Klik og læs vores anmeldelse af bogen her >>

Kæden af Adrian McKinty

Vi har læst og anmeldt Kæden af Adrian McKinty.

Romanen ”Kæden” handler om en mor, Rachel, hvis datter bliver bortført på vej til skole. Hvis Rachel ønsker at få sin datter tilbage i live, er hun nødsaget til at overføre en vis sum penge til en anonym modtager og samtidig bortføre et andet barn for at tvinge forældrene til at udføre samme handlinger.

Klik og læs vores anmeldelse af bogen her >>

FAQ: Hvad handler romanen “Den lille café i København af Julie Caplin” om?

👉 Hvad handler romanen “Den lille café i København af Julie Caplin” om?

Romanen “Den lille café i København” handler om Kate Sinclair, der arbejder som account manager i et af Londons førende PR-bureauer. Alt kører på skinner for Kate med et godt job, en god roomie og en flot kæreste. Men Kate får både knust sine drømme for arbejde og kærlighedsliv. Hendes mulige forfremmelse går nemlig til hendes kæreste i firmaet. Kate får en ny chance ind fra højre. Hun skal planlægge en PR-tur til Danmarks hovedstad, og udforske hvad ’hygge’ egentlig er.

👉 Hvem er forfatterinden Julie Chaplin?

Julie Caplin er forfatterinde til et væld af romantiske romaner. Hun har selv tidligere være ansat inden for PR og har rejst rundt i verden, hvilket har inspireret til hendes romaner, som eksempelvis ”Den lille café i København”. Hun er født i Yorkshire i Storbritannien og er ligeledes designer, brand konsulent og en eventyrer.